mandag den 8. april 2013

Hindbær medaljer (+mørdej)

Det er blevet "hipt" at lave hjemmelavede "medaljer" - og det er slet ikke svært, så det er bare at kaste sig ud i det. De smager rigtig godt og er en super flot kage. Når først mørdejskagerne er bagt, kan de holde sig i op til en uge i tætsluttende kagedåser. Man kan variere cremen/skummet, men denne opskrift er med hindbærcreme. Almindelig flødeskum vendt i hindbærkompot og/eller friske bær smager også rigtig lækkert. (lav evt. kagerne i forvejen - pisk flødeskummet inden servering - og vupti, du har en lækker medalje på 3 min).

Ca 10-12 stk.
Mørdej til medaljer:
Ingredienser:
250 g hvedemel
1/4 tsk bagepulver
1 tsk vaniljesukker
175 g koldt smør
100 g rørsukker
1 æg
1/2 spsk vand

Bland mel, vaniljesukker og bagepulver. Hak smørret og smudr det i mel-blandingen. Pisk æg, sukker og vand - og ælt alle ingredienserne sammen til en smidig dej. Læg dejen i køleskab mindst 1 time. Rul dejen ud på et meldrysset bord. Stik runde cirkler ud (ca 2-3 mm). Læg kagerne på en bageplade - og bag en plade af gangen i ca. 10 min (skal blive lysebrune - hold øje med ovnen, de kan let få for meget) på 180 grader. Afkøl på rist.


Hindbærskum:
100 g hvid chokolade
2 dl piskefløde
200 g hindbær (frosne er fint)
1 spsk vand
2 spsk rørsukker

Hak chokoladen fint. Varm fløden op i et vandbad og opløs chokoladen i fløden. Lad skålen med flødeblandingen køle lidt af. Kog hindbærerne op med vandet og si blandingen, så der er ren hindbær-saft tilbage. Tilsæt sukker til saften. Bland fløden med saften og lad blandingen stå på køl i ca. 2 timer. Pisk derefter blandingen cremet og tyk (pas på med at piske for meget). Læg cremen imellem to mørdejkager og pynt toppen efter eget ønske og kreativtet. Læg evt. bær imellem kagerne også.

Pynt:
Flormelis+vand (glasur)
Fx friske bær, frysetørret hindbær eller chokolade

Stenalderkost: Kokos-dadel kugler (Paleo)

Her er opskriften på en nem og hurtig lækkerbisken - der kan laves god tid i forvejen. 
Kokos/dadel kuglerne kan holde sig i køleskabet i lang tid, og er gode som en lille snack midt på dagen eller til kaffen. 

Ingredienser:
150-200g dadler
100 g mandler
30 g usødet kakao
40 g kokosolie
45 g kokos
æblesaft (eller vand)

Hak mandler og dadler og bland alle ingredienserne sammen. Blend massen (foodprocesser eller stavblender) og tilsæt væsken lidt af gangen, indtil massen bliver let at forme kugler af. Rul kuglerne i fx kokos eller finthakket pistacienødder. Læg kuglerne på køl (de smager i øvrigt også bedst kolde).

tirsdag den 2. april 2013

Grove chokolade boller

Her er opskriften på grove chokolade boller. Der er hverken fedtstof eller sukker i opskriften, kun chokolade. Personligt foretrækker jeg en chokolade med høj kakaoprocent (70-80 %), men det er jo smag og behag. Bollerne er nemme at lave, men tiden skal planlægges, da de skal koldhæves i 5-6 timer og efterhæve 1-2 timer. 

Ca. 20 boller:
Ingredienser
10 g gær
5 dl koldt vand
10 g havsalt (helst)
100 g gramhamsmel
ca. 600 g hvedemel
ca. 150 g (grov hakket) mørk chokolade

Opløs gæren i vandet og tilsæt resten af ingredienserne (undtagen chokoladen) og ælt dejen godt igennem. (hvis du har en røremaskine, så kør den mindst 10 min). Når dejen slipper skålen, æltes chokoladen ind i dejen. Sæt dejen i køleskabet med husholdningsfilm over i 5-7 timer.
Del efterfølgende dejen i 20 portioner og form boller (eller sæt dejen i muffinsforme eller andre små bageforme - men jeg vil dog til enhver tid anbefalde de almindelige boller, de er lettest at lave).
Lad bollerne hæve i minimum 1 time - gerne 2 timer.
Pensl bollerne med lidt vand og bag dem ved 220 grader i ca. 15-16 min.





mandag den 25. marts 2013

Klassiske hindbærsnitter

Det er egentlig ret nemt at lave hindbærsnitter - og de hjemmelavede smager bare så meget bedre. 
De kan sagtens holde sig i en uges tid (i tætsluttende bokse) og endda også fryses uden problemer.

2 plader: (ca 15-20 stk - alt afhængig af størrelse)
500 g hvedemel
2 tsk bagepulver
250 g blødt smør 
250 g sukker 
2 æg
Hindbærmarmelade 

Bland mel og bagepulver. Tilsæt hakket blødt smør, sukker og æg og ælt til dejen er fin og smidig (går hurtigt på en røremaskine). Dej dejen i 2 og rul hver portion dej ud til en firkant på et stykke bagepapir (firkanten skal fylde hele bagepladen). Smør et lag hindbærsyltetøj på den ene halvdel af firkanten (lad ca. en cm være fri fra kanten) og fold derefter den anden halvdel inden over (ved hjælp af bagepapiret, som du holder fast i). Luk kanterne ved at trykke dejen sammen. Bag i ovnen (en af gangen) i 20-23 min på 180 grader (bobler kagen i ovnen, kan du trykke let på dejen med en paletkniv). Så snart kagen kommer ud af ovnen, så træk forsigtig kagen ud på et skærebræt eller køkkenbordet, for dernæst at skære den i portionsstykker. Jeg plejer at skære kanterne af, for at få så firkantede stykker som muligt, men det er smag og behag - rustikke kager har også sin charme. Lad kagerne køle af - og top derefter evt. med glasur, krymmel, hindbær, perlesukker, mandler eller lign. 










søndag den 24. marts 2013

Helt simple og hurtiglavede muffins

Her er en meget enkelt og nem opskrift, som jeg har fået af en god veninde ❤. 
Disse muffins smager rigtig godt - og er hurtig lavet. En opskrift der er god at kende til, når der skal laves hjemmebag på ingen tid. 


400 g sukker
250 g smør/margarine
250 g mel
6 æg
(evt. en lille smule bagepulver)
Evt. 100-200g chokolade

Pisk sukker og smør. Tilsæt et æg af gangen og pisk videre. Tilsæt dernæst mel - og tilsidst evt. groft hakket chokolade. Bag i muffinsforme i ca. 20-25 min ved 200 grader alm ovn (180 varmluft).

tirsdag den 19. marts 2013

Lakrids cookies

Kan stadig ikke få nok af lakrids, derfor denne lækre opskrift på lakrids cookies med chokolade og mandler. Opskriften giver 3-4 bageplader med små cookies. 

Ingredienser:
150 g blødt smør 
250 g rørsukker
75 g brun farin 
1 lille tsk salt
2 æg
300 g hvedemel
5-6 tsk lakridspulver
75 g grofhakket mandler
120 g mørk chokolade 

Rør det bløde smør grundigt sammen med rørsukker og farin. Tilsæt dernæst  et æg af gangen og rør godt imellem dem. Tilsæt resten af ingredienserne og rør det hele godt sammen. 
Lav kugler af dejen og tryk dem flade (jeg laver dem ikke så store) og bag ved ca 200 grader i 8-9 min. Hold godt øje med kagerne i ovnen, de bliver let for mørke. Tages ud af ovnen inden de er for mørke (ellers kommer lakridssmagen ikke helt så meget frem). Køl af på bagerist. 


onsdag den 13. marts 2013

Flutes

En god opskrift på nemme klassiske flutes. Opskriften er fra bagebogen "Meyers Bageri", som kan anbefales til alle, der bager ofte. Foruden gode bageopskrifter, er der tips og tricks til alt der har med bagning at gøre, eksempelvis "hvordan man former flutes, inden de skal i ovnen".
Til disse flutes har jeg brugt en grund-surdej og en røremaskine - jeg er sikker på, at det er surdejen og æltningen, der har gjort disse flutes så lækre og smagsfulde. De smager, som var de hentet direkte fra Meyers bageri. 

4-5 flutes:
4,5 dl lunkent vand
2 dl surdej
20 g havsalt
10 g gær
900-950 g hvedemel

Opløs gæret i vandet. Tilsæt surdej, salt og hvedemel og ælt i 10-15 min eller 10 min på røremaskine. Dejen skal blive helt glat og elastisk. Lad dejen hæve i skålen i 2 timer.
Del dejen i 4-5 portioner og form dem til flutes. Sæt flutene på bagepapir på et bageplade, skær 4 skrå snit i dejen -  og lad dem hæve videre i 2 timer, til dobbelt størrelse.


Bag flutene på 230 grader i ca 20-23 min. Sæt en tom bagepladen nederst i ovnen og hæld en glas vand på (det giver brødene en god sprødhed). Afkøl på bagerist.

(opskriften på surdejen er fra "Meyers Bageri", men andre kan også bruges)

søndag den 10. marts 2013

Sprøde morgen-boller

Her er opskriften på nogle lækre, sprøde og lidt grove morgen-boller. 
Bollerne er super lækre, når de er helt nybagt, men er også gode at fryse ned og fx varme på brødristeren (så får de den samme sprødhed, som de nybagte). 

Til 2 bageplader:
40 g gær
4 dl vand
2 tsk honning
3 dl mørk øl
2 tsk honning
250 g rugmel
550 g mel (eller mere...dejen skal slippe skålen)
50 g blødt smør 

Opløs gæren i lunken vand og øl. Tilsæt salt, mel, honning - og ælt. Tilsæt smør og ælt videre til dejen er smidig og slipper skålen. Dejen skal dernæst hæve i en halv time, i skålen. Derefter formes dejen til boller og der skæres et dybt kryds (mønster) i bollen. Bollerne hæver i ca 2 timer før de bages på 200 grader i ca 15 min, alt afhængig af størrelse. Bollerne skal have en sprød skal og må ikke få for lidt.

Tip:
Husk at banke under bollen, for at finde ud af, om den er helt bagt. Lyder bollen hul, når man banker på bunden, er den færdig. 

Bollerne kan også koldhæves, så tilsættes der bare 15 g mindre gær. Dejen stilles til hævning med et fugtigt klæde, natten over i køleskab og efterhæves på køkkenbordet næste morgen i mindst en time.

Nem thai suppe


En nem suppe, som får dig til at drømme om varme himmelstrøg

Ca. 4 pers:
3 dl kokosmælk
kyllingebryst eller frisk kylling
(der skal helst kylling til retten før den bliver god)
1 3/4 L hønsebouillon (vand og bouillon skal tilpasses efter behov – og bouillionen skal helst    være af god kvalitet fx fra Føtex eller Irma)
200g små champignon eller lign
Frisk ingefær (smag selv til)
Frisk rød Chili (smag selv til)
Ca. 4. tsk. maizena mel

Tilbehør til suppen:
Frisk koriander til at drysse over og evt. ris.

Lav først bouillonen (vand og fond) – alt efter hvor stor portion suppe, der skal laves.
Skær kyllingen i små mundrette portioner og kog dem i bouillonen. Tilsæt kokosmælk og chili. Hak ingefæren meget fint eller riv den - og tilsæt den til suppen. Smag suppen til med salt og peber og jævn med maizena. Først helt til sidst tilsættes meget fint hakkede champignons og koges til let møre. 

Tip. Kog evt. en hel kylling dagen forinden. Gem noget af kylling-kødet til suppen og brug vandet, som kyllingen har kogt som fond næste dag. 

fredag den 1. februar 2013

Cookies

Her er en opskrift på cookies med chokolade og nødder. Kagerne smager skønt, kan laves i forvejen - og passer til enhver lejlighed. Kagerne er desuden en god blanding mellem en hård og en blød cookie. Er du stor fan af chokolade, kan du i øvrigt sagtens tilføre mere chokolade - og evt. udelukke nødderne. 

27 stk:
Ingredienser:
150 g smør (smeltet)
4, 5 dl brun farin
1 tsk vaniljesukker
1 dl sukker
6, 5 dl havregryn
3 dl hvedemel
2 æg (let piskede)
en knivspids salt
1 tsk bagepulver
150 g chokolade (evt. mere)
50-100 g mandler og/eller hasselnødder

Smelt smørret og rør det sammen med brun farin, vanilje og sukker. Tilsæt æg og havregryn og rør videre. Tilsæt mel, bagepulver og salt til blandingen og rør dejen godt igennem. Tilsæt grofthakket chokolade og nødder og rør godt.
Rul 27 kugler af dejen, læg 9 stk på hver sin bageplade og pres dem flade med hånden. Bag en plade af gangen i 12 min på 180 grader (alm ovn). Kagerne bliver hårdere, efter de er kommet ud af ovnen. Afkøl kagerne på bagepapiret på en rist  - og opbevar kagerne i kagedåser (så kan de holde sig i op til en uge).

Tip: En kollega har fortalt mig, at hun har bagt disse kager og efterfølgende frosset dem ned - med stor succes!


torsdag den 31. januar 2013

Müsli

Hjemmelavet müsli er bare lidt mere lækkert end det færdigkøbte, og så tager det ingen tid at lave selv. Så her er lidt inspiration til at komme i gang. Brug det eksempelvis som topping på græsk yougurt (eller det langt sundere alternativ "Skyr"), når der skal serveres en lækker morgenmad/brunch eller som alternativt til et lækkert mellemmåltid.

Ingredienser: Hvad fantasien eller køkkenskabet kan klare, men her er et par forslag:

solsikkekerner
hørfrø
sesamfrø
græskarkerner
halveret hasselnødder
halveret mandler
en god portion (grov valset) havregryn
(evt. kokosmel) 
 -
tranebær
rosiner
hakket dadler
(evt. hakket chokolade)


Rist kerner og nødder på panden, så det får en svag gylden farve (på maks varme).
Tag nødderne/kernerne af panden. Tilsæt dernæst et par gode skefulde sirup og/eller honning, så det bobler (Jeg foretrækker at blande sirup og honning). Tilsæt igen nødder/kerner - samt resten af ingredienserne (tørret frugt og/eller chokolade). Bland det hele og varm det et par minutter på panden. Afkøl på bagepair og hæld på en lufttæt beholder, så kan det holde sig i op til flere uger.

Server evt. sammen med frisk frugt (fx blåbær eller hindbær) og skyr (tilsæt evt. ekstra sirup).

søndag den 20. januar 2013

Lærerens rugbrød

Har man lyst til at give sig i kast med at bage sit eget rugbrød, så har jeg en opskrift, som giver et super rugbrød hver gang. Men pas på - det er vanedannende!
Det er som sådan ikke svært at bage sit eget rugbrød, det kræver bare lidt planlægning, da det skal hæve over flere omgange. Derudover er det vigtigt med gode rugbrødsforme (med teflon-belægning, så brødene ikke sidder fast). 

SURDEJ:
Det nemmeste er at låne dig frem til en surdej - og kan du det, så springer du denne del over!

Ellers kan du også sagtens lave den selv.
Du kan også bruge andre surdejsopskrifter, så længe det er til rugbrød:

Brug fx:                    
200 g rugmel
1  spsk mørk sirup
1,5 dl lunkent vand
1 dl kærnemælk
2 g gær

Kom alle ingredienserne i en stor skål og rør godt sammen. Kom det på patentglas, som kun må være fyldt halvt op og lad det stå minimun
2 døgn i køleskabet.


RUGBRØDET (3 stk):
1. dag: 
1 portion surdej røres sammen med
1,5 liter lunkent vand
600 g hvedekerner
150 g groft rugmel
750 g hvedemel

Dejen dækkes til med et klæde og stilles lunt til næste dag.

2. dag:
Dejen tilsættes:
3 spsk salt og
3 spsk sirup (rørt ud i 1/2 liter lunkent vand)
400 g rugkerner
ca 500-700 g rugmel (jeg bruger ca 600)


Dejen skal være fedtet som grød og der må ikke komme fingre i!
HUSK at tage en portion fra til surdej, som sættes på køl med det samme.(Surdejen kan bruges igen efter 4 dage og inden max 2 mdr). Kom dejen i smurte forme og lad dem hæve i 2-6 timer. 

Brødene pensles med smeltet smør/margarine og bages ved 210 grader i ca 1,5 time. Læg et stykke bagepapir over brødene de første 45 min. Afkøl på bagerist.
_________________

Jeg halverer som regel opskriften, og får derfor 2 lave rugbrød ud af det, da jeg har store rugbrødsforme (se billede!). Til denne halvering bruger jeg 300 gram rugmel og bager dem i 1 time og 10-15 min.

Du kan evt. erstatte det almindelige hvedemel med "hvid hvede", som et endnu sundere alternativ. Hvid hvede er et fuldkorns produkt med skaldele og kim.






søndag den 13. januar 2013

Speltbrød

Et sundt og rustikt brød – udelukkende lavet på speltmel og speltkerner.
Opskriften er nem at gå til (dog husk de 3,5 timers hævetid).

2 brød:
3,5 dl vand
1 dl neutral yougurt
1 spsk honning
3 tsk salt
25 g gær
150 g speltkerner
800 g speltmel

Rør gør ud i vand, yougurt og honning. 
Tilsæt salt, speltkerner og mel og ælt dejen godt (gerne 10 min). Lad dejen hvile i 30 min. Del dernæst dejen i to og læg dem i hævekurve (som altid drysset med rigeligt mel). Lad dejen hæve i op til 3 timer, til den når kanten af kurven. Læg en bagesten i ovnen og opvarm ovnen (og bagestenen) til 240 grader. Vend forsigtig brødene ud på bagestenen og bag brødene i ca 20-25 min (de skal være helt sprøde og mørke).

Tips:
Har man ikke en hævekurv, kan en almindelig skål bruges – husk dog at beklæde med en viskestykke - drysset med mel.

Har man ikke en bagesten, så man man i stedet opvarme ovnen til 250 grader med en bradepande i bunden. Sæt brødene i ovnen og hæld 1 dl vand i bunden i bradepanden og sluk ovnen i 5 min. Tænd igen på 200 grader og bag brødene i 30 min til de er sprøde og mørke. 

Brødet er bedst på 1. dagen - de følgende dage bliver det godt igen, når det bliver ristet, så kommer den gode smag frem igen. 

Biscotti

En nem og lækker lille sprød kage til kaffen - som kan holde sig i lang tid.
Denne opskrift er med chokolade, hvilket passer godt til kaffen - men man kan nemt lave den med andre variationer (fx hasselnødder, revet appelsin- eller citronskal, eller tørret frugt)

Ca 40 stk (afhænger af størrelsen man vil have)
150 g mel
5 g bagepulver
110 g sukker
2 æg
Vaniliestang (eller en tsk vanilie)
50 g mørk chokolade
50 g mandler

Bland mel, bagepulver, sukker, vanilie,
grofthakket chokolade og mandler. Tilsæt æggene
en af gangen og saml dejen til den er ensartet.

Del dejen i fire og rul ud på et meldrysset bord og lav i stænger i bagepladens størrelse. Læg stængerne på bagepapir på bagepladen og bag ved 185grader i ca 25 min. Afkøl og skær dem til
små kager på langs (ca 1 cm tykke). Læg stykkerne på bagepladen igen og bag videre i ca 20 min på 120 grader.

lørdag den 12. januar 2013

Dulce de leche (karamel creme)

Dolce de leche er Argentinas svar på Nutella. 
Dolce de leche kan købes her i Danmark, bl.a. hos urtekram,  men det er nemt og langt billigere at lave de selv.
På Istedgade (de asiatiske købmænd) koster en dåse mellem 14 og 16 kr) men man kan også købe dem fx i Irma eller Føtex (til omkring de de 24 kr)

Brug det kreativt ligesom  fx på lagkagen, pandekagerne eller på brødet. 

1 stor portion:
1 dåse kondenseret mælk
Vand

Bring vandet i kog i en gryde og kog dernæst dåsen 
(uåbnet) i gryden i 3 timer.
Dåsen skal være dækket af vandet hele tiden.

Dåsen kan sagtens koges med papiret på, men det gør dog gryden lidt sværere at rense. Brug gerne en gammel gryde (pga kalk).

fredag den 11. januar 2013

Toptunet pannacotta


På opfordring fra en god veninde, kommer her opskriften på en nem, festlig og lækker dessert, som jeg lavede til nytår. Jeg har fået inspiration fra en italiensk restaurant, hvor jeg fik serveret en dessert der mindede lidt om denne. Jeg har forsøgt at kreere den selv, og her kommer resultatet: (Alt kan laves i forvejen – men guffet er bedst på dagen)

Lav en citron pannacotta (se opskrift her på bloggen)
Lav  ”guf” (fra flødebolle-opskriften her på bloggen)
Lav lakridsmarengs (se opskrift her på bloggen)

Server pannacottaen i gennemsigtige glas og sprøjt en portion ”guf” på toppen inden servering - samt knus en lakridsmarengs over. Pynt med hindbær og citron melisse/mynte.

Citron pannacotta


Pannacotta er en lækker og meget nem dessert. Den traditionelle pannacotta er med vaniliesmag, men den bliver endnu mere lækker, hvis du pifter den op med andre smagsvariationer, som fx denne citron pannacotta. Citronen gør desserten frisk og med et par bær på toppen sidder den lige i skabet. Den kan laves dagen før – og opskriften er ikke til at gå fejl af. 

1 vaniljestang
3 blade husblas
½ liter piskefløde
1,5 dl sukker
½ dl citronsaft
2-3 tsk. citronskal (efter smag og behag)

Udblød husblassen i koldt vand ca. 10 min. Kom fløde, sukker, citronskal, citronsaft i en gryde sammen med den flækkede vanilje stang, hvor kornene er skrabet ud. Når blandingen er nået kogepunktet, skal gryden af varmen. Vrid husblassen og rør den i den varme flødeblanding, så den smelter. Fordel blandingen på glas og stil på køl i 5 timer eller til næste dag.

Kan pyntes med fx hindbær eller brombær og citronmelisse eller mynteblade
Kan også anrettes med  hjemmelavet bærsause.

Eksperimenter med smagsvarianterne! 





Lakridsmandler med hvid chokolade

Lakrids er det nye sort indenfor madlavning, og når disse mandler er smagt, så forstår man hvorfor. 
Her er opskriften på en lækker snack eller en fin værtindegave (inspireret af summerbird).


1 pose mandler
1 plade hvid chokolade
2-3 spsk lakridspulver (fx fra urtekram eller en special butik/købmand)
(mængden af ingredienser er ikke vigtig)

Rist mandlerne i ovnen ved 175 grader i ca 6-8 min. Afkøl mandlerne. Smelt den hvide chokolade over vandbad ved lav temperatur. Hold 1/3 af ckoladen tilbage og rør det i, når den smeltede chokolade af taget af varmen. Vend mandlerne i den hvide chokolade og tag mandlerne op med en gaffel - en efter en, og læg dem på bagepapir. Når chokoladen næsten er helt tør, rystes de i en frysepose sammen med lakridspulveret. Sigt evt. det overskydende pulver fra inden de puttes i glas.

Kan holde sig i flere uger og smager lige godt hver gang ;-)

Lakridsmarengs


Her kommer endnu en opskrift med lakrids ;-) Marengs kan laves med utrolig mange smagsvarianter, men lakridsen gør underværker her. Brug marengs over isen, til desserten eller som lidt sødt til kaffen. Opskriften er nem, og mængden af ingredienser er vist ikke til at tage fejl af ;-)

125 gram flormelis
125 gram æggehvider
125 gram sukker
Lakridssirup efter behov

Pisk æggehviderne til de er næsten stive og tilsæt dernæst sukkeret. Pisk massen helt stiv. Sigt flormelis lidt af gangen og bland det i massen. Tilsæt dernæst lakridssirup og bland det. Hvis det ikke blandes for meget kan siruppen ses som et flot mønster. På billedet til højre er siruppen blandet godt, og marengsene bliver derfor lysebrune.

Sprøjt marengs (fra en sprøjtepose) ud på en bageplade. Størrelse og antal efter lyst. Bagetiden er afhængig af størrelsen, men prøv dig frem, det kan ikke gå helt galt. Bag fx i ca 45 min ved 130 grader. Vil du have dem små og helt sprøde (ligesom bagerens), så bag på lav temperatur ved 100 grader i ca 1,5 time. 


søndag den 6. januar 2013

Grahamskiks

En nem og god opskrift på grahamskiks, som jeg har bagt op til flere gange. De kan holde sig i lang tid i tætsluttende beholdere og fungerer godt som et lækkert mellemmåltid eller på ostebordet.

150 g grahamsmel
175 g hvedemel
1/2 tsk salt
100 g blødt smør
1 1/2 dl vand.

Bland de to slags mel med salt og hak smørret i. Bland det hele sammen og tilsæt vand. Ælt dejen og sæt den i køleskab i mindst 1 time.

Rul dernæst dejen ud på et meldrysset bord til ca 4 mm tykkelse og skær i firkanter eller stik ud med et glas.

Læg kiksene på en bageplade med bagepapir og bag ved 200 grader alm ovn.

Afkøles på bagerist.

Anbefales at spises med god ost, honning og valnødder :-)










Hjemmelavede flødeboller

Skal du imponere med en dessert, lidt til kaffen eller et venindebesøg, så er hjemmelavet flødeboller et sikkert hit! Og så kan de laves dagen i forvejen! 

Summerbirds flødeboller med marcipanbund har altid været min personlige favorit, og derfor er opskriften her også med marcipanbund. 

Opskriften er nem at gå til - men chokoladeovertrækket kræver lidt øvelse, hvis det skal være pænt.

En rulle marcipan
300 g sukker
1 dl vand
150 g pas. æggehvider (svarende til 3 bæger)
1 stor plade mørk chokolade

Skær marcipanen i skiver og rul evt. dem lidt større (størrelse og tykkelse afhænger humør - men de skal ikke være for tynde ) og lægges på bagepapir. Bages ved 180 grader i 8 min.

Guf:
Dernæst koges sukker og vand op i ca 2-3 min. Sukkerlagen skal boble og få en pæn gylden overflade, inden den tages af blusset.
Æggehviderne piskes meget let imens sukkerlagen tilsættes i en tynd stråle langsomt. Dernæst piskes guffet stift med en elpisker (middel hastighed) i ca 15 min. Guffet er først færdigt, når det er helt stift og genstridigt.

Sprøjt guffet ud på marcipanbundene og de bag i ca 5 min ved 180 grader, til de opnår en fast overflade.

Smelt chokoladen over vandbad ved lav temperatur. Hold en 1/3 del af chokoladen tilbage. Når chokoladen er smeltet, tages gryden af vandbaden og resten af chokoladen røres/smeltes i. Så burde chokoladen få et bedre knæk.

Dyb flødebollerne i chokoladen ... og "lap" evt. huller med chokolade bagefter.

Pynt toppen efter humør..... fx tørret hindbær eller andet drys. Når chokoladen er stivnet, lægges flødebollerne i beholdere (bedste temperatur 10-12 grader, så chokoladen bevarer det flotte blanke look - så sæt dem udenfor, hvis temperaturen er til det). Kan holde sig op til flere dage. Jo længere tid der går, jo mindre godt bliver skummet. Så på dag 1 og 2 smager de bedst.

lørdag den 5. januar 2013

Nem gulerodsdessert

Her er opskriften på en nem og ikke mindst anderledes dessert. Guleroden kan overraske i første omgang, men jeg garanterer for, at det er en vinder, når man giver den en chance. Det skal dog siges, at desserten ikke kan laves dagen inden og smager bedst 2 timer inden servering. 

Overrask dine gæster med denne  lækre dessert:

(til ca 4 personer (alt afhængig af glas størrelse)
100 g daim
100 g makroner
2 1/2 dl piskefløde
2 tsk flormelis
3 tsk vaniliesukker
2 1/2 dl cremefraiche
Revne gulerødder (så det dækker et godt lag på toppen)

Hak daimen, knus makronerne og kom det i bunden af gennemsigtige (dessert)glas. Pisk fløden stiv med flormelis og vaniliesukker og vend cremefraiche i. Skræl gulerødderne og riv dem groft. Læg først cremen, og derefter gulerødderne hen over makronbunden. Sæt desserten på køl i 2 timer og server.