lørdag den 28. september 2013

Fuldkorns rabarbersnitter

En variation af de klassiske hindbærsnitter, som jo er så populære fortiden pga tørkagernes boom. Variationen er lidt grovere grundet fuldkorn melet, og smager skønt. Eksperimenter gerne med syltetøjet - bland fx jordbær og rabarber. I denne opskrift har jeg desuden lavet helt små snitter, som jeg synes giver en god småkage fornemmelse.


Ingredienser:
2 plader: (ca. 40 stk små snitter)
500 g fuldkornshvedemel (med skaldele og kim)
2 tsk bagepulver
250 g blødt smør 
250 g rørsukker
2 æg
Rabarber syltetøj

Bland mel og bagepulver. Tilsæt hakket blødt smør, sukker og æg.- Ælt til dejen er fin og smidig (det går hurtigt på en røremaskine). Dej dejen i 2 og rul hver portion dej ud til en firkant på et stykke bagepapir (firkanten skal fylde hele bagepladen). Smør et lag rabarber marmelade på den ene halvdel af firkanten (lad ca. en cm være fri fra kanten) og fold derefter den anden halvdel inden over (ved hjælp af bagepapiret, som du holder fast i). Luk kanterne ved at trykke dejen sammen. Bag i ovnen (en af gangen) i 20-23 min på 180 grader (bobler kagen i ovnen, kan du trykke let på dejen med en paletkniv). Så snart kagen kommer ud af ovnen, så træk forsigtig kagen ud på et skærebræt eller køkkenbordet, for dernæst at skære den i portionsstykker med en skarp kniv
Lad kagerne køle af - og top derefter evt. med glasur blandet med rabarber marmelade.

fredag den 6. september 2013

Nemme blåbær muffins med hvid chokolade

Her er en opskrift på super lækre og nemme muffins med blåbær og hvid chokolade.  Kombinationen mellem blåbær og hvid chokolade er virkelig lækker  - og jeg lover de bliver et hit!

Ingredienser
400 g sukker
250 g smør/margarine
250 g mel
6 æg
En god portion friske blåbær
100-160g hvid chokolade

Pisk sukker og smør. Tilsæt et æg af gangen og pisk videre. Tilsæt dernæst mel - og tilsidst groft hakket hvid chokolade og hele bær. Bag i muffinsforme (dej næsten til kanten) i ca. 20-25 min ved 200 grader alm ovn (180 varmluft).

Melonsuppe

Her er en helt vidunderlig dessert, som simpelthen smager så godt, at den må prøves!
Den er anderledes og ligger ikke så tungt efter en god middag. Den kan i øvrigt laves i forvejen - og kan også nedfryses. Det er bare at komme i gang.

Ingredienser:
vandmelon
forskellige meloner
1,5 dl sukker
1.5 dl vand
Limefrugt
Mynte

Pynt/fyld:
Fx: hindbær
blåbær
vanilje is
mynte


Lav en sukkerlage ved at bringe vand, sukker og mynte i kog i en gryde. Kog ved svag varme under omrøring i ca. 2 min. Blend melon, lidt sukkerlage og lime - forsæt med at tilsætte sukkerlage, meloner, lime (evt. også mynte), indtil du har den rigtige mængde og smag. Jeg foretrækker selv en masse lime.
Hæld melonsuppen i en metalform eller metalskål og sæt på køl, gerne i fryseren i en times tid.
Suppen skal serveres helt kold, og gerne med lidt grødis i kanten. Server med en klat vanilje is samt friske bær og mynte.

Tip: Alle slags meloner kan anvendes - jeg foretrækker gerne at blande forskellige typer. Vandmelonen er med til at give suppen den flotte farve.

Tip: Jeg bruger normalt ikke hele sukkerlagen, da jeg foretrækker den mere syrlige udgave, men det er smag og behag. Har du sukkerlage tilovers, kan du sætte den på køl og bruge det som sødemiddel i iskaffe!

Nb. Dette er en opskrift uden nøjagtig ingrediens-mængde. Prøv dig frem, når du blender, og smag til undervejs. Men husk at der skal en del melon til. ca 2 almindelige meloner og 1/2 vandmelon til ca. 4 personer.

torsdag den 5. september 2013

Blomme marmelade

Min kollega gav mig 2 kg små gule blommer fra hendes blommetræ, og nu har jeg en masse god blommemarmelade i køleskabet. Tilsæt gerne krydderier som ingefær, kanel eller vanilje. Personligt foretrækker jeg en enkelt variation uden krydderier og gerne lidt syrlig.  Smag evt. på marmeladen undervejs i processen, for at få den ønskede sødme

Ingredienser:
2kg blommer
1,5 kg sukker
Evt. Melatin 

Fjern stenene fra blommerne og bland dem med sukkeret (tilsæt evt. krydderier). Læg blandingen i et stort ovnfast fad og bag i ovnen på 150 grader (varmluft). Rør en gang i mellem. Marmeladen er færdig, når den bliver tyk - men da blommerne ikke indeholder pektin, går der lang tid før det bliver tykt, så vær tålmodig (Det skal i hvert fald have 1,5 time). Jeg tilsætte en smule Melatin til sidst, for at øge tykningsprocessen (husk dog på, at det tykner endnu mere, når marmeladen kommer på køl, så pas på med Melatinen, hvis du kaster dig ud i at bruge den).
Hæl på skoldede glas og stil på køl.

Passer rigtig godt ovenpå ost!