torsdag den 4. december 2014

Madeleinekager med citron

Jeg er så heldig, at jeg fik en pakkekalender af min mand i år, og minsandten om der allerede i pakke nr 4 dukkede et bageredskab frem til at lave nogle af de smukkeste små kager. Så i dag stod den på madeleinekager, da jeg ikke kunne vente med at bruge madeleinebage-formen. Denne opskrift er forholdsvis simpel med citronsmag, men jeg har tænkt mig at prøve at lave forskellige smage, de næste gange jeg bager dem. De er bedst lige når de kommer ud af ovnen, hvor de er dejlig sprøde. Desuden de smager de fantastisk til en kop the. 

Ingredienser ca. 12 stk
65 g hvedmel
1/2 tsk bagepulver
2 æg
65 g sukker
1 tsk vaniliesukker
65 g smeltet smør
Revet skal af 1/2 øko citron
Lidt smeltet smør til formene

Pisk æg, sukker og vaniliesukker sammen til det bliver godt skummende. Tilsæt citronskal. Bland hvedemel og bagepulver og sigt det lidt efter lidt i dejen, imens du folder melet i æggemassen (brug en dejskraber). Vend tilsidst forsigtigt det smeltede smør i dejen. Stil på køl til dejen er fast ca 20-30 min. Smør formene godt med det smeltede smør og fyld formene til de er ca 2/3 fyldte.
Bag først kagerne i 5 min på 230 grader alm ovn. Dernæst skru ned til 200 grader og bag yderligere 5-7 (de skal blive mørke og sprøde på toppen før du kan tage dem ud). Afkøl på rist og drys med flormelis inden servering.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar