mandag den 7. april 2014

Græskar/solsikkekerne brød (med surdej)

Et skønt brød med en god sprød krumme. Tager ikke lang tid at røre/ælte sammen, men læg i stedet mærke til den lange hævetid. Til opskriften har jeg brugt min egen franskbrød surdej, som du nemt kan lave selv (opskrift fx hos Meyers eller på andre sites) eller også købe den færdiglavet hos diverse bagere). 

Ingredienser til 2 brød:
10 g gær
4 dl koldt vand
1 dl surdej
150 gram græskarkerner
100 gram solsikkekerner
Ca. 700 gram hvedemel
50 gram grahamsmel
50 gram rugmel
25 gram havsalt 

Rør gæren ud i vandet sammen med surdejen. Tilsæt dernæst resten af ingredienserne (hold igen med lidt af hvedemelet, til du ved hvor klistret dejen bliver). Ælt dejen på røremaskinen i ca. 8-10 min - eller ælt så længe du kan klare det med hænderne. Dejen skal ikke være for klistret, men skal slippe skålen, først der er den færdig. Læg dejen i en skål beklædt med husholdningsfilm og lad den stå i køleskabet natten over - gerne længere tid også, hvis du ikke har tid til at bage brødet om morgenen. Form to brød og lad dem hæve 1 times tid på køkkenbordet. 

Bag brødene 1 af gangen på en bagesten på 220-230 grader i ca. 25-30 minutter. Brødet skal blive sprødt og gyldent samt lyde hult, når du banker under det - først der er det helt færdigt. 

Tip: Har du ikke en bagesten, kan du med fordel opvarme ovnen til 220 grader og sætte en bageplade i bunden af ovnen med 1 dl vand, hvilket vil være med til at give brødet lidt af den samme effekt som en bagesten gør.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar