torsdag den 31. januar 2013

Müsli

Hjemmelavet müsli er bare lidt mere lækkert end det færdigkøbte, og så tager det ingen tid at lave selv. Så her er lidt inspiration til at komme i gang. Brug det eksempelvis som topping på græsk yougurt (eller det langt sundere alternativ "Skyr"), når der skal serveres en lækker morgenmad/brunch eller som alternativt til et lækkert mellemmåltid.

Ingredienser: Hvad fantasien eller køkkenskabet kan klare, men her er et par forslag:

solsikkekerner
hørfrø
sesamfrø
græskarkerner
halveret hasselnødder
halveret mandler
en god portion (grov valset) havregryn
(evt. kokosmel) 
 -
tranebær
rosiner
hakket dadler
(evt. hakket chokolade)


Rist kerner og nødder på panden, så det får en svag gylden farve (på maks varme).
Tag nødderne/kernerne af panden. Tilsæt dernæst et par gode skefulde sirup og/eller honning, så det bobler (Jeg foretrækker at blande sirup og honning). Tilsæt igen nødder/kerner - samt resten af ingredienserne (tørret frugt og/eller chokolade). Bland det hele og varm det et par minutter på panden. Afkøl på bagepair og hæld på en lufttæt beholder, så kan det holde sig i op til flere uger.

Server evt. sammen med frisk frugt (fx blåbær eller hindbær) og skyr (tilsæt evt. ekstra sirup).

søndag den 20. januar 2013

Lærerens rugbrød

Har man lyst til at give sig i kast med at bage sit eget rugbrød, så har jeg en opskrift, som giver et super rugbrød hver gang. Men pas på - det er vanedannende!
Det er som sådan ikke svært at bage sit eget rugbrød, det kræver bare lidt planlægning, da det skal hæve over flere omgange. Derudover er det vigtigt med gode rugbrødsforme (med teflon-belægning, så brødene ikke sidder fast). 

SURDEJ:
Det nemmeste er at låne dig frem til en surdej - og kan du det, så springer du denne del over!

Ellers kan du også sagtens lave den selv.
Du kan også bruge andre surdejsopskrifter, så længe det er til rugbrød:

Brug fx:                    
200 g rugmel
1  spsk mørk sirup
1,5 dl lunkent vand
1 dl kærnemælk
2 g gær

Kom alle ingredienserne i en stor skål og rør godt sammen. Kom det på patentglas, som kun må være fyldt halvt op og lad det stå minimun
2 døgn i køleskabet.


RUGBRØDET (3 stk):
1. dag: 
1 portion surdej røres sammen med
1,5 liter lunkent vand
600 g hvedekerner
150 g groft rugmel
750 g hvedemel

Dejen dækkes til med et klæde og stilles lunt til næste dag.

2. dag:
Dejen tilsættes:
3 spsk salt og
3 spsk sirup (rørt ud i 1/2 liter lunkent vand)
400 g rugkerner
ca 500-700 g rugmel (jeg bruger ca 600)


Dejen skal være fedtet som grød og der må ikke komme fingre i!
HUSK at tage en portion fra til surdej, som sættes på køl med det samme.(Surdejen kan bruges igen efter 4 dage og inden max 2 mdr). Kom dejen i smurte forme og lad dem hæve i 2-6 timer. 

Brødene pensles med smeltet smør/margarine og bages ved 210 grader i ca 1,5 time. Læg et stykke bagepapir over brødene de første 45 min. Afkøl på bagerist.
_________________

Jeg halverer som regel opskriften, og får derfor 2 lave rugbrød ud af det, da jeg har store rugbrødsforme (se billede!). Til denne halvering bruger jeg 300 gram rugmel og bager dem i 1 time og 10-15 min.

Du kan evt. erstatte det almindelige hvedemel med "hvid hvede", som et endnu sundere alternativ. Hvid hvede er et fuldkorns produkt med skaldele og kim.






søndag den 13. januar 2013

Speltbrød

Et sundt og rustikt brød – udelukkende lavet på speltmel og speltkerner.
Opskriften er nem at gå til (dog husk de 3,5 timers hævetid).

2 brød:
3,5 dl vand
1 dl neutral yougurt
1 spsk honning
3 tsk salt
25 g gær
150 g speltkerner
800 g speltmel

Rør gør ud i vand, yougurt og honning. 
Tilsæt salt, speltkerner og mel og ælt dejen godt (gerne 10 min). Lad dejen hvile i 30 min. Del dernæst dejen i to og læg dem i hævekurve (som altid drysset med rigeligt mel). Lad dejen hæve i op til 3 timer, til den når kanten af kurven. Læg en bagesten i ovnen og opvarm ovnen (og bagestenen) til 240 grader. Vend forsigtig brødene ud på bagestenen og bag brødene i ca 20-25 min (de skal være helt sprøde og mørke).

Tips:
Har man ikke en hævekurv, kan en almindelig skål bruges – husk dog at beklæde med en viskestykke - drysset med mel.

Har man ikke en bagesten, så man man i stedet opvarme ovnen til 250 grader med en bradepande i bunden. Sæt brødene i ovnen og hæld 1 dl vand i bunden i bradepanden og sluk ovnen i 5 min. Tænd igen på 200 grader og bag brødene i 30 min til de er sprøde og mørke. 

Brødet er bedst på 1. dagen - de følgende dage bliver det godt igen, når det bliver ristet, så kommer den gode smag frem igen. 

Biscotti

En nem og lækker lille sprød kage til kaffen - som kan holde sig i lang tid.
Denne opskrift er med chokolade, hvilket passer godt til kaffen - men man kan nemt lave den med andre variationer (fx hasselnødder, revet appelsin- eller citronskal, eller tørret frugt)

Ca 40 stk (afhænger af størrelsen man vil have)
150 g mel
5 g bagepulver
110 g sukker
2 æg
Vaniliestang (eller en tsk vanilie)
50 g mørk chokolade
50 g mandler

Bland mel, bagepulver, sukker, vanilie,
grofthakket chokolade og mandler. Tilsæt æggene
en af gangen og saml dejen til den er ensartet.

Del dejen i fire og rul ud på et meldrysset bord og lav i stænger i bagepladens størrelse. Læg stængerne på bagepapir på bagepladen og bag ved 185grader i ca 25 min. Afkøl og skær dem til
små kager på langs (ca 1 cm tykke). Læg stykkerne på bagepladen igen og bag videre i ca 20 min på 120 grader.

lørdag den 12. januar 2013

Dulce de leche (karamel creme)

Dolce de leche er Argentinas svar på Nutella. 
Dolce de leche kan købes her i Danmark, bl.a. hos urtekram,  men det er nemt og langt billigere at lave de selv.
På Istedgade (de asiatiske købmænd) koster en dåse mellem 14 og 16 kr) men man kan også købe dem fx i Irma eller Føtex (til omkring de de 24 kr)

Brug det kreativt ligesom  fx på lagkagen, pandekagerne eller på brødet. 

1 stor portion:
1 dåse kondenseret mælk
Vand

Bring vandet i kog i en gryde og kog dernæst dåsen 
(uåbnet) i gryden i 3 timer.
Dåsen skal være dækket af vandet hele tiden.

Dåsen kan sagtens koges med papiret på, men det gør dog gryden lidt sværere at rense. Brug gerne en gammel gryde (pga kalk).

fredag den 11. januar 2013

Toptunet pannacotta


På opfordring fra en god veninde, kommer her opskriften på en nem, festlig og lækker dessert, som jeg lavede til nytår. Jeg har fået inspiration fra en italiensk restaurant, hvor jeg fik serveret en dessert der mindede lidt om denne. Jeg har forsøgt at kreere den selv, og her kommer resultatet: (Alt kan laves i forvejen – men guffet er bedst på dagen)

Lav en citron pannacotta (se opskrift her på bloggen)
Lav  ”guf” (fra flødebolle-opskriften her på bloggen)
Lav lakridsmarengs (se opskrift her på bloggen)

Server pannacottaen i gennemsigtige glas og sprøjt en portion ”guf” på toppen inden servering - samt knus en lakridsmarengs over. Pynt med hindbær og citron melisse/mynte.

Citron pannacotta


Pannacotta er en lækker og meget nem dessert. Den traditionelle pannacotta er med vaniliesmag, men den bliver endnu mere lækker, hvis du pifter den op med andre smagsvariationer, som fx denne citron pannacotta. Citronen gør desserten frisk og med et par bær på toppen sidder den lige i skabet. Den kan laves dagen før – og opskriften er ikke til at gå fejl af. 

1 vaniljestang
3 blade husblas
½ liter piskefløde
1,5 dl sukker
½ dl citronsaft
2-3 tsk. citronskal (efter smag og behag)

Udblød husblassen i koldt vand ca. 10 min. Kom fløde, sukker, citronskal, citronsaft i en gryde sammen med den flækkede vanilje stang, hvor kornene er skrabet ud. Når blandingen er nået kogepunktet, skal gryden af varmen. Vrid husblassen og rør den i den varme flødeblanding, så den smelter. Fordel blandingen på glas og stil på køl i 5 timer eller til næste dag.

Kan pyntes med fx hindbær eller brombær og citronmelisse eller mynteblade
Kan også anrettes med  hjemmelavet bærsause.

Eksperimenter med smagsvarianterne! 





Lakridsmandler med hvid chokolade

Lakrids er det nye sort indenfor madlavning, og når disse mandler er smagt, så forstår man hvorfor. 
Her er opskriften på en lækker snack eller en fin værtindegave (inspireret af summerbird).


1 pose mandler
1 plade hvid chokolade
2-3 spsk lakridspulver (fx fra urtekram eller en special butik/købmand)
(mængden af ingredienser er ikke vigtig)

Rist mandlerne i ovnen ved 175 grader i ca 6-8 min. Afkøl mandlerne. Smelt den hvide chokolade over vandbad ved lav temperatur. Hold 1/3 af ckoladen tilbage og rør det i, når den smeltede chokolade af taget af varmen. Vend mandlerne i den hvide chokolade og tag mandlerne op med en gaffel - en efter en, og læg dem på bagepapir. Når chokoladen næsten er helt tør, rystes de i en frysepose sammen med lakridspulveret. Sigt evt. det overskydende pulver fra inden de puttes i glas.

Kan holde sig i flere uger og smager lige godt hver gang ;-)

Lakridsmarengs


Her kommer endnu en opskrift med lakrids ;-) Marengs kan laves med utrolig mange smagsvarianter, men lakridsen gør underværker her. Brug marengs over isen, til desserten eller som lidt sødt til kaffen. Opskriften er nem, og mængden af ingredienser er vist ikke til at tage fejl af ;-)

125 gram flormelis
125 gram æggehvider
125 gram sukker
Lakridssirup efter behov

Pisk æggehviderne til de er næsten stive og tilsæt dernæst sukkeret. Pisk massen helt stiv. Sigt flormelis lidt af gangen og bland det i massen. Tilsæt dernæst lakridssirup og bland det. Hvis det ikke blandes for meget kan siruppen ses som et flot mønster. På billedet til højre er siruppen blandet godt, og marengsene bliver derfor lysebrune.

Sprøjt marengs (fra en sprøjtepose) ud på en bageplade. Størrelse og antal efter lyst. Bagetiden er afhængig af størrelsen, men prøv dig frem, det kan ikke gå helt galt. Bag fx i ca 45 min ved 130 grader. Vil du have dem små og helt sprøde (ligesom bagerens), så bag på lav temperatur ved 100 grader i ca 1,5 time. 


søndag den 6. januar 2013

Grahamskiks

En nem og god opskrift på grahamskiks, som jeg har bagt op til flere gange. De kan holde sig i lang tid i tætsluttende beholdere og fungerer godt som et lækkert mellemmåltid eller på ostebordet.

150 g grahamsmel
175 g hvedemel
1/2 tsk salt
100 g blødt smør
1 1/2 dl vand.

Bland de to slags mel med salt og hak smørret i. Bland det hele sammen og tilsæt vand. Ælt dejen og sæt den i køleskab i mindst 1 time.

Rul dernæst dejen ud på et meldrysset bord til ca 4 mm tykkelse og skær i firkanter eller stik ud med et glas.

Læg kiksene på en bageplade med bagepapir og bag ved 200 grader alm ovn.

Afkøles på bagerist.

Anbefales at spises med god ost, honning og valnødder :-)










Hjemmelavede flødeboller

Skal du imponere med en dessert, lidt til kaffen eller et venindebesøg, så er hjemmelavet flødeboller et sikkert hit! Og så kan de laves dagen i forvejen! 

Summerbirds flødeboller med marcipanbund har altid været min personlige favorit, og derfor er opskriften her også med marcipanbund. 

Opskriften er nem at gå til - men chokoladeovertrækket kræver lidt øvelse, hvis det skal være pænt.

En rulle marcipan
300 g sukker
1 dl vand
150 g pas. æggehvider (svarende til 3 bæger)
1 stor plade mørk chokolade

Skær marcipanen i skiver og rul evt. dem lidt større (størrelse og tykkelse afhænger humør - men de skal ikke være for tynde ) og lægges på bagepapir. Bages ved 180 grader i 8 min.

Guf:
Dernæst koges sukker og vand op i ca 2-3 min. Sukkerlagen skal boble og få en pæn gylden overflade, inden den tages af blusset.
Æggehviderne piskes meget let imens sukkerlagen tilsættes i en tynd stråle langsomt. Dernæst piskes guffet stift med en elpisker (middel hastighed) i ca 15 min. Guffet er først færdigt, når det er helt stift og genstridigt.

Sprøjt guffet ud på marcipanbundene og de bag i ca 5 min ved 180 grader, til de opnår en fast overflade.

Smelt chokoladen over vandbad ved lav temperatur. Hold en 1/3 del af chokoladen tilbage. Når chokoladen er smeltet, tages gryden af vandbaden og resten af chokoladen røres/smeltes i. Så burde chokoladen få et bedre knæk.

Dyb flødebollerne i chokoladen ... og "lap" evt. huller med chokolade bagefter.

Pynt toppen efter humør..... fx tørret hindbær eller andet drys. Når chokoladen er stivnet, lægges flødebollerne i beholdere (bedste temperatur 10-12 grader, så chokoladen bevarer det flotte blanke look - så sæt dem udenfor, hvis temperaturen er til det). Kan holde sig op til flere dage. Jo længere tid der går, jo mindre godt bliver skummet. Så på dag 1 og 2 smager de bedst.

lørdag den 5. januar 2013

Nem gulerodsdessert

Her er opskriften på en nem og ikke mindst anderledes dessert. Guleroden kan overraske i første omgang, men jeg garanterer for, at det er en vinder, når man giver den en chance. Det skal dog siges, at desserten ikke kan laves dagen inden og smager bedst 2 timer inden servering. 

Overrask dine gæster med denne  lækre dessert:

(til ca 4 personer (alt afhængig af glas størrelse)
100 g daim
100 g makroner
2 1/2 dl piskefløde
2 tsk flormelis
3 tsk vaniliesukker
2 1/2 dl cremefraiche
Revne gulerødder (så det dækker et godt lag på toppen)

Hak daimen, knus makronerne og kom det i bunden af gennemsigtige (dessert)glas. Pisk fløden stiv med flormelis og vaniliesukker og vend cremefraiche i. Skræl gulerødderne og riv dem groft. Læg først cremen, og derefter gulerødderne hen over makronbunden. Sæt desserten på køl i 2 timer og server.