Ingredienser til 2 brød:
10 g gær
4 dl koldt vand
1 dl surdej
150 gram græskarkerner
100 gram solsikkekerner
Ca. 700 gram hvedemel
50 gram grahamsmel
50 gram rugmel
25 gram havsalt
Rør gæren ud i vandet sammen med surdejen. Tilsæt dernæst resten af ingredienserne (hold igen med lidt af hvedemelet, til du ved hvor klistret dejen bliver). Ælt dejen på røremaskinen i ca. 8-10 min - eller ælt så længe du kan klare det med hænderne. Dejen skal ikke være for klistret, men skal slippe skålen, først der er den færdig. Læg dejen i en skål beklædt med husholdningsfilm og lad den stå i køleskabet natten over - gerne længere tid også, hvis du ikke har tid til at bage brødet om morgenen. Form to brød og lad dem hæve 1 times tid på køkkenbordet.
Bag brødene 1 af gangen på en bagesten på 220-230 grader i ca. 25-30 minutter. Brødet skal blive sprødt og gyldent samt lyde hult, når du banker under det - først der er det helt færdigt.
Tip: Har du ikke en bagesten, kan du med fordel opvarme ovnen til 220 grader og sætte en bageplade i bunden af ovnen med 1 dl vand, hvilket vil være med til at give brødet lidt af den samme effekt som en bagesten gør.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar